To år på Gødvad Efterskole har givet Mathias Olesen fra Esbjerg nyt mod på skolearbejdet og afklaring i forhold til fremtiden.
Mathias stråler om kap med solen en tidlig forårsdag, som han står der i den røde traktor på gårdspladsen foran Gødvad Efterskole i Silkeborg.
Han har taget traktorkørekort på skolen og er én af de elever, som er betroet opgaven med at køre møg ud på skolens marker, nu hvor foråret har meldt sin ankomst.
– Det er rart at køre rundt med traktoren, siger Mathias, som med sit store køretøj både henter foder til dyrene og gøder skolens marker med deres efterladenskaber.
At køre møg er ikke så nemt, som det måske lyder. Det kræver både præcision og koncentration. Begge dele har Mathias, som inden han kom fra Esbjerg til Gødvad Efterskole naturligt nok aldrig havde siddet på en traktor.
Til gengæld havde han ofte siddet i skolen og følt sig håbløst bagefter. Bøger har aldrig sagt Mathias ret meget, og tidligere var Mathias usikker på fremtiden. Det er han ikke længere. Han er ikke i tvivl om, at han gerne vil arbejde videre inden for landbruget, og efter 10. klasse på Gødvad Efterskole er han klar til at begynde på STU på Rødding Fri Fagskole for at tage en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse.
Og så har traktorkørekortet, som han tog på Gødvad Efterskole, i øvrigt en anden positiv effekt.
– Når man har et traktorkørekort er det meget nemmere at tage et almindeligt kørekort, for en del af teorien er den samme, og det er jo smart, siger Mathias.